Read this blog post in English
Jeg har tidligere skrevet om mine udfordringer med lydfølsomhed, informations-overload og generel ubalance i hverdagen. Jeg skrev, hvordan jeg har forsøgt at skrue ned for de input, jeg tidligere har suget til mig i en lind strøm, men som ikke har bidraget med andet end støj.
Inspireret af især bloggen Timedorks og bogen Make Time, som Jake Knapp og John Zeratsky har skrevet, har jeg kigget meget på den tidsrøver, som min iPhone er og har været. Emails, nyhedsapps, sociale medier og Slack har kaldt på min opmærksomhed i løbet af min dag.
Telefonen har været mit default tidsfordriv. På samme måde har mine børn en tendens til at spørge efter Netflix eller deres iPad i samme øjeblik, de ikke har noget at lave og begynder at “kede sig”. Jeg ser dagligt, hvordan både voksne og unge har en tendens til at trække skærmen op af lommen, så snart der er et øjebliks frirum: Når du venter på kaffeautomaten på kontoret, eller når vi venter på, at næste møde skal gå i gang. For mig var det oftest de samme nyheder, der blev læst, ligegyldige opslag på Facebook, Instagram og Twitter samt mails der blev skimmet i samme øjeblik, de ramte indbakken. Alt sammen noget der sagtens kunne vente, hvis det overhovedet gav mig værdi.
Som Knapp og Zeratsky foreslår, begyndte jeg derfor at eksperimentere med, hvad jeg kunne sortere fra, og hvad jeg kunne tilføje som rent faktisk gav mere værdi, fokus og nærvær.
Her er de tre små life hacks, der har skabt mere ro, balance og fokuseret nærvær i min hverdag.
Første trin har været at slette de apps, der koster en masse tid uden at give mig egentlig værdi. Ud med Twitter, LinkedIn, Facebook, Instagram, Slack og samtlige nyhedsapps. Det har ikke betydet, at jeg har meldt mig ud af de forskellige tjenester. Men i stedet for konstant at tappe ind fra telefonen i løbet af dagen, har jeg forsøgt at gøre det til en fast afgrænset del af arbejdsdagen. Jeg sætter simpelthen tid af til at bruge dem på min laptop.
Effekten har mildest talt været slående. Med Apples tilføjelse af “Skærmtid” i iOS har det hurtigt kunne ses, at der bliver skåret markant ned på den tid, skærmen er tændt.
Den første tid har der været fantom-reaktioner, hvor telefonen er kommet op af lommen hver gang, der er en pause. Men når der ikke er noget at komme efter, er telefonen hurtigt tilbage i lommen igen. Og nu bliver den der langt mere end tidligere.
Efter at have oplevet effekten af at slette apps, har mit næste eksperiment været på notifikationerne. De eneste notifikationer, der har overlevet, er fra Beskeder, Telefonopkald, SnapChat og Messenger. SnapChat og Messenger er sjældent i brug, så de har fået lov til at overleve (da jeg ellers med sikkerhed vil glemme at kigge efter nye beskeder).
Den absolut største effekt er kommet af at slå notifikationer fra på mine mail-apps. Hvor ofte har jeg ikke reageret på det lille tal på mail-ikonet for at finde et nyhedsbrev, der sagtens kan vente? Det er vildt, hvor meget jeg har ladet mig afbryde af ting, der dybest set ikke er vigtige nok til at fjerne mit fokus fra, hvad jeg har gang i. Kan du genkende det?
Efter nogle uger uden nyhedsapps, sociale medier og andre tidsrøvere begyndte der at ske noget interessant. Efter stort set aldrig at have brugt min mobil-browser til noget, fandt jeg pludseligt mig selv på nyhedssider og sociale medier — men nu i Safari i stedet for de dedikerede apps. Ofte efter at have klikket på et link i en mail.
Skærmtids-appen viste mig, at min tid i Safari steg ret meget. Og igen kunne jeg se mig selv spilde tiden på at læse de samme nyhedsoverskrifter og social opdateringer som tidligere. De gamle vaner var kort sagt flyttet til nye steder. Efter en del søgen fandt jeg frem til, at Safari kunne slås fra, så den heller ikke fristede længere. Igen faldt tiden ved skærmen og overspringshandlingerne er nu blevet minimeret markant.
Jeg lagde ud med at skrive, at de ændringer jeg lavede, har givet en mere nærværende hverdag. Hvordan har det så kunne mærkes?
Generelt har jeg fået langt større overskud i en hverdag, hvor jeg er meget “på”. Jeg har fået nemmere ved at koncentrere mig og holde fokus, når jeg ved, at der ikke kommer vibrerende forstyrrelser eller lyde fra lommen. Det gælder, når jeg sidder ved min laptop og arbejder, og måske især når jeg snakker med andre — det giver en mulighed for uforstyrret at lytte aktivt og nærværende.
Det tager noget tid, men gevinsten er utrolig. Det at mærke forskellen understreger, at behovet for hele tiden at følge med og holde sig opdateret er fiktivt. Jeg går ikke glip af noget væsentligt. Til gengæld føles min hverdag meget mere balanceret, nærværende og fokuseret.
Jeg inviterer dig til at prøve disse tre små hacks i en dag, en uge eller en måned. Mit bud er, at du vil elske det. Og gør du ikke, er det jo heldigvis meget nemt at slå det hele til igen.
Vil du vide mere om agile? Kom med Backstage!
Hold dig opdateret med den nyeste viden inden for agile og digital produktudvikling. Tilmeld dig 👉🏻 syndicate.dk/backstage